Historien

I oktober 2006 var indehaver Annette Mørk Thøisen sammen med familien, på en længere ferie til Australien. På turen læste og arbejdede hun med bogen "coaching" af Sofia Manning. Dette blev starten på en ny lang rejse.... Efter hjemkomsten deltog Annette på et lederseminar, et seminar hvor der blev arbejdet med Danske Bank, Østjyllands strategi for fremtiden - en strategi som Annette havde svært ved at se sig selv i. Efter afslutningen på seminaret var Annette afklaret, nu var det tid til at realisere en længe spirende drøm, en drøm om egen virksomhed med øget frihed og fleksibilitet. Det var dog en svær beslutning af sige farvel til det gode, vellønnede og respektable job som filialdirektør i Danske Bank. Men efter refleksion og diskussioner i hjemmet blev konklusionen, at i stedet for et nyt køkken eller en ny bil, ville Annette investere i sig selv. Beslutningen var stadig svært for samtidig var hun jo "skolet" til at se alt det, der kunne gå galt ved start af egen virksomhed. 

Annette opsagde sit mangeårlige samarbejde med Danske Bank i november 2006. Nu startede et nyt kapitel i hendes arbejdsliv. Hvad var det så hun skulle lave i stedet for? Spørgsmålene trængte sig på - hvad var det hun holdt allermest af at beskæftige sig med? Hvad var hun bedst til? Hvordan skulle hun komme igang? Hvad skulle firmaet hedde? Hvad manglede hun af kompetencer for at starte op? o.s.v. 

I januar 2007 blev AMS coaching og teams en realitet. Annette startede med at udbyde effektivitetskurser i planlægning, prioritering og strukturering - denne form for kurser havde hun afholdt en mængde af og coachet mange Danske Bank ansatte i. Derudover startede hun på at dygtiggøre sig indenfor coaching og få "papir" på de nye færdigheder. På coachuddannelsen mødte Annette hendes 2 nuværende samarbejdspartnere - Ellen Hvidt fra Hvidt consult / Equina og Dorte Uldall Finderup, der nogle år senere startede virksomheden Sund Balance. 

Samarbejdet med Ellen Hvidt startede med, at Ellen kontaktede Annette, idet hun havde hørt, at Annette havde en mindre flok islandske heste og ligesom hende selv ønskede at udbyde leder- og teamudviklingskurser. Forskellen i hvad de to kvinder ville arbejde med adskilte sig dog meget, da Ellen ville anvende heste på kurser som metaforer for medarbejdere, kunder og kolleger - hvilket for den bankuddannede Annette virkede noget "langhåret". Omvendt var hun nysgerrig og et besøg hos Ellen blev aftalt. De to startede med at arbejde med hestene selv og coache hinanden. Efter en periode måtte Annette overgive sig, arbejdet med hestene var meget udbytterigt og viste hurtigt den enkeltes styrker og indsatsområder og hjalp med at anvise nye mere optimale handlemønstre. Nu var de parate til at tage imod de første kursister. Nogle af de første, der kom på besøg var Annettes tidligere filialdirektørkolleger fra Danske Bank, ledere som Annette havde coachet og sparret med, og hvis medarbejdertilfredshedsundersøgelser fra de enkeltes filialer, hun havde set. Efter Ellen havde givet hver enkelt individuel feedback på deres lederadfærd var Annette helt overbevist om effekten ved at anvende heste til udviklingskurser. Dette har så resulteret i et langvarigt samarbejde, hvor rigtig mange forskellige virksomheder indtil nu har været på besøg.  

I 2007 havde Annette besøg af "Kurt kom forbi". I forbindelse med besøget spurgte Kurt ind til hendes visioner og fremtidsplaner. En af planerne var også at kunne tilbyde kursusforløb i egne lokaler. Dette var en realitet i 2008 - hvor Annette fik egne undervisningslokaler og kursusfaciliteter i egen skov, hvor der har været op til 40 overnattende kursister.

Som coach er man naturligvis nødt til at tage sin egen "medicin", og på et tidspunkt måtte Annette erkende, at hun og hendes mand var "vokset fra hinanden". Annette blev skilt og overtog parrets bolig og kursusejendom.

Annette fik i sommeren 2012 en spændende opgave for Palsgaard i Juelsminde - et udviklingsforløb for direktion og ledergruppe. Som Annette "plejer" at sige, så havde den administrende direktør heldigvis brug for noget ekstra coaching....:-). I dag er de to gift og bor sammen på en gammel totalrenoveret slægtsgaard i Branderup i Sønderjylland - ville Annette have drømmemanden måtte hun hive teltpælene op og følge Jakob til hans drømmebolig. 

AMS coaching og teams har i 2016 haft 10 års jubilæum. I 2017 har firmaet, bl.a. fordi Annette og Jakob blev gift, ændret navn til AT udvikling. Annette kan idag fra egne totalrenoverede, rolige og inspirerende kursusfaciliteter på Kirkeskovgaard tilbyde kurser med overnatningsmuligheder. AT udvikling samarbejder stadig med både Hvidt Consult og Sund Balance, når nogle opgaver bliver for store til en person eller der skal supplerende kompetencer til. 

Annette arbejder stadig i hele Danmark, men har i 2018 rettet fokus mod interessante sønderjyske virksomheder og arbejder på at udvide sit netværk og udviklingsaktiviteter her.